Mindset, Physical activity

Strandløb, men hvem ejer stranden??

Elsker at løbe på stranden. Alle former for strand. Lige fra de sandede til dem med store sten. Det er hårdt, men dejlig udfordrende. Jeg har løbet på mange forskellige strande rundt om i landet og især i Sydeuropa og New Zealand.

Der er dog steder, hvor det er ret svært fremkommeligt på de danske strande, og det er især på Sjælland. Det er ikke på grund af steder som Stevns Klint og andre naturlige formationer, der forhindrer en i at komme frem tørskoet langs strandene, nej det er fordi nogle private husejere har inddraget den offentlige strand som en slags “særeje”.

Generelt har du lov til uhindret at passere strande til fods rundt langs hele den danske kyst. Og ejerne, der bor ned til stranden, må ikke hegne stranden ind med mindre de opfylder et af følgende kriterier:

  • Haven går helt ud til vandet, dvs. at strandarealet er have til huset og har været det siden 1. januar 1916 og at arealet uafbrudt har fungeret som have lige siden.
  • Haven har siden 1916 har været inddraget under en erhvervsvirksomhed eller fungeret som forsvarsanlæg og havneanlæg.

Opfylder stranden ikke et af punkterne, må strandejeren ikke hindre adgang til stranden eller gøre adgangen besværlig med hegn, skilte, trusler eller andet.

Så kort sagt, det er meget meget få strandstykker, du ikke må løbe på i henhold til ovenstående.

Er du frisk på at udfordre dig selv med nye spændende løbesteder, så vil jeg klart anbefale strandløb. Måske ikke lige hen over de talrige store sten, som jeg vil præsentere dig for under denne løbetur. Men især strandløb i sand, er noget du helt klart skal unde dig selv.

Idag ejer jeg stranden. Kom dog forbi flere steder langs kysten ved Køge Bugt, hvor nogle har fået lige lovlig meget ejerfornemmelser for den offentlige strand. Se med herunder.

Føler mig meget priviligeret med mit lærerjob. Efter de første år med den rigide skolereform, er der heldigvis ved at blive blødt op på de rigide rammer, og kommunerne har fået nogle gode aftaler på plads med de lokale lærerforeninger. De to første timer i dag var forberedelse til geografi og biologi. Dette kunne udnyttes med en god løbetur på stranden da eleverne for tiden arbejder med netop Kyst og Hav.  Skolen ligger et fantastisk sted tæt ved hav, skov og marker.

MISanten om ikke katten er der igen på løbeturen. Jeg har noget med katte……selvom jeg mest er til hunde. Havet er lige fremme. Mågerne flygter. Stranden er min…….

 

   

Mentalt forberedt på at stenene er glatte idag efter alt gårsdagens regn. Lad sten-strandløbet begynde.

     

Sten løb/spring er hårdt, og du skal koncentrere dig hele tiden ellers……..ja så slår du dig sgu. Det er super koordinations- , kredsløbs- og styrketræning samtidig. Du kan se at jeg har fået lidt intervaltræning med alle de flotte sten, jeg blev nød til at tage billeder af.

Herunder kan du se to af de mange steder, jeg kom i konflikt med forventningen om at kunne færdes uhindret ved de danske strande.

Det er ikke ofte man ser traktorer i havet. Her trækker de fiskebåde ned i og op fra havet igen. De gør de så ikke lige nu.

De 4 km strandløb er slut. Jeg bevæger mig ind i landet til de skønne marker med græssende heste. Det er virkelig et hesteområde med adskillige rideskoler i få kilometers afstand.

Uret står på 8 km. De sidste to km tilbage til skolen, går ad mere og mere befærdede markveje. Der skal være lidt ekstra kræfter til sidst. Kommer højest sandsynligt forbi nogle, man kender ;o). Done 10,5 km. Tiden er ikke så vigtig. Med strandløb og stenspring bliver det ikke en regulær 10 km tid. Det var super fedt. Nu er vi oppe på 35 km i denne uge. Mangler kun 15 km inden mandag.

 

Love and wisdom

Brian

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar