Learning and development, Psychology

Kaninen der ville være en giraf

I dag vil jeg give dig en lille historie om en kanin, der besluttede sig for at ville være en giraf. Måske har du også haft ønsket om at ville være en anden, kunne noget andet eller se anderledes ud.

Der var engang en lille kanin, som besluttede, den ville være en giraf.
“Jeg er træt af at være lille,” sagde den lille kanin. “Nu vil jeg være stor, men jeg vil hverken være tyk eller farlig. Derfor vil jeg være en giraf.”
Til sine venner sagde den lille kanin:
“Fra nu af skal I kalde mig hr. Giraf.”
De svarede:
“Det skal vi nok, Lillekanin.”
“Hr. Giraf,” sagde den lille kanin.
“Hr. Giraf,” sagde den lille kanins venner.

             

Den lille kanins venner holdt meget af den og gjorde, hvad de kunne, for at den skulle være en giraf, når den nu så gerne ville.
Når de var ude at gå, tog den lille kanins venner små skridt, så det så ud, som om den lille kanin tog lange girafskridt.
Og når den lille kanin strakte hals for at gumle i de øverste blade i det tætte egekrat nede ved den flade bakke, bøjede dens venner grenene ned, så den lille kanin var en rigtig giraf, der kunne nå meget højt.
“Sikke du kan, hr. Giraf,” sagde den lille kanins venner og var glade over, at den var glad.
En dag, da den lille kanins venner bøjede en stor gren af det tætte egekrat ned til den lille kanin, der strakte hals og bed godt til, skete det hverken værre eller bedre, end at den store gren smuttede og svirpede op med den lille kanin for enden.
Zup! sagde det, og den lille kanin susede gennem luften over det tætte egekrat på den flade bakke.

Ovre på den anden side af den flade bakke med det tætte egekrat sad ræven foran indgangen til sin hule og talte med sig selv:
“Det er egentlig længe siden, jeg har fået noget at spise,” sagde den. “Skal jeg nu se, om der er noget i spisekammeret, eller skal jeg gå ud og få fat i noget?”
Ræven holdt meget af fin mad, især fransk. Men den var ret mageligt anlagt og heller ikke særlig beslutsom. Derfor måtte den tit gå sulten i seng.
Bedst som ræven sad og tænkte over, hvad den skulle, og om det skulle være fransk, lød et pladums! Og dér lå den lille kanin lige foran ræven.

“Det afgør vel sagen,” sagde ræven og rakte ud efter krydderierne, der stod lige bag indgangen til hulen. “En lille kanin, hvorfor ikke?”
Nu åbnede den lille kanin øjnene og sagde fortumlet:
“Jeg er en giraf.”
“Set man det,” sagde ræven og greb ind i hulen efter den store franske stegepande med det lange håndtag.
“Jeg er en giraf,” gentog den lille kanin, der nu var blevet klar over, hvem den lå foran.
“Hmm!” sagde ræven eftertænksomt. “Sandt er det da, at kaniner kan være seje at tygge, især når de ikke har hængt længe nok. Måske skulle jeg tilberede den a la giraffe.”
“Jeg hedder hr. Giraf,” sagde den lille kanin, der stadig klyngede sig til håbet om at indgyde ræven respekt.
“Hold op med det hr.-sludder!” sagde ræven. Den smækkede den lille kanin blump! ned på den store franske stegepande med det lange håndtag og vendte sig mod hulen for at få fat i den store franske kogebog, der var fulgt med stegepanden.
“Hvordan staver du til giraf?” spurgte ræven over skulderen og åbnede kogebogen.
“Det ved jeg ikke,” sagde den lille kanin fortabt.
“På fransk er det nok noget med ch,” sagde ræven og satte sig med den store franske kogebog i skødet.
Fordi kogebogen var så stor, satte ræven sig tungt. Og ræven satte sig lige ned på det lange håndtag til den store franske stegepande.
Zup! sagde det, og den lille kanin susede gennem luften over det tætte egekrat på den flade bakke.
“Øv,” sagde ræven og lukkede kogebogen i. “Nu ender det med, at jeg må gå sulten i seng også i aften.”

Ovre på den anden side af den flade bakke med det tætte egekrat gik den lille kanins venner og ledte.
“Lillekanin!” havde de råbt og råbt. Da ingen svarede, var de begyndt at råbe:
“Hr. Giraf! Hr. Giraf! Hvor er du?”
Efterhånden var de ved at miste modet:
“Hr. Giraf er nok kommet en ulykke til. Det er vores skyld, fordi vi hjalp hr. Giraf med at tro, han var en giraf.”
Pladums! lød det. Og dér lå den lille kanin lige foran sine venner.
“Hr. Giraf!” råbte de begejstret.
Nu åbnede den lille kanin øjnene og sagde fortumlet:
“Jeg er ikke nogen giraf mere.”
“Det gør ikke noget, bare du er hos os, Lillekanin,” sagde den lille kanins venner.
Den lille kanin lå og sundede sig et øjeblik. Den tænkte på alt det, den havde været igennem. Så sagde den:
“I skal kalde mig hr. Kanin.”
“Kom, hr. Kanin,” sagde dens venner og fulgte den hjem.

Vi er alle usikre på, hvem vi er, og hvad vi står for indimellem. Vi spejler os i andre mennesker og har brug for deres kærlighed og anerkendelse. Vi opbygger vores identitet gennem samspillet med andre mennesker. Mange er desværre ikke bevidste om alt det de selv indeholder af potentialer, kompetencer og muligheder. De ser mere på alt det de ikke indeholder, alle begrænsningerne, det “grimme” ydre der ikke lever op til nutidens idealer. Hvor ærgeligt og “sygt” er det lige. Sikke mange pinsler mange mennesker gennemgår, bare fordi de ikke accepterer sig selv som de er, graver dybt og forliger sig med sin egen personlighed, accepterer den, og begynder at gøre ting, der er godt for en selv i et godt og sundt samspil med omverdenen.

Accepter dig selv, kend dig selv, lev med dig selv, tro på dig selv og VÆR DIG SELV med en autentisk positiv udvikling.

Love and wisdom

Brian

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar