Philosophy, Travelling

Pilgrimstur i Sydnorge

Som jeg efterhånden tit har skrevet på denne blog, så vil jeg endnu engang skrive: “at rejse er at leve”. Jeg synes ikke, der er noget så fantastisk som at køre derudad i verden på nye eventyr. Dette skulle vi også i denne weekend. Vi skulle nemlig til navngivning i Norge. Min yngste brors datter skulle nemlig navngives i Porsgrunn i det sydlige Norge. Denne tur blev ikke kun en navngivning af min niece, men intet mindre end en pilgrimstur i livsbekræftelse.

Vi tog tidligt afsted fredag mod Strømstad i Sverige, nord for Gøteborg. En pæn køretur på omkring 6 timer, men det hjælper en del på det, at man ikke skal helt op til broen ved Drøbak og rundt omkring Drammen for at køre sydpå igen. Færgeturen fra Strømstad til Sandefjord tager omkring 2,5 time. Vi skulle sejle kl. 20.00.

Hvad vi ikke vidste var, at denne rute nærmest er en spritrute for nordmænd, der gerne vil købe billigt ind i Sverige, og nu da det var den seneste afgang fredag, så kunne de også ligeså godt drikke sig en ordentlig kæp i øret – og det gjorde de. Det betød at overfarten kom til at bestå af en del “højintellektuel” snak med stive nordmænd, der valfartede mellem bar og toilet.

Kl. 22.30 var vi i land i Sandefjord i Norge og måtte alligevel gennemgå en grundig paskontrol af en ellers sød blondinepolitikvinde. Måske fordi vi var de eneste danskere med ombord, og det vakte så meget opsigt. Hvem ville være så dumme, at tage med “Spritfærgens” seneste afgang en fredag aften, og ikke på en eller anden måde være lidt “flosset” i kanterne?

Efter en lille times køretur vestpå mod Porsgrunn, kom vi til Olafsberget ved Eidanger. Her skulle vi bo (AirBNB) i et meget hyggeligt, men også meget koldt sommerhus helt ned til Eidangerfjorden.

 

Smukt, skønt, friskt og frostklart, men det skulle tage os 24 timer at få varmet hytten op, så man ikke behøvede gå rundt med en masse tøj og tæpper, og ikke ligge med to dyner, som var nødvendigt den første nat. Vi havde de to yngste sønner med. Den ældste ville endelig udnytte at være alene hjemme med alle de muligheder, det giver. Skønt at være sammen på denne “primitive” måde uden alle de elektroniske dibbidutter. Her er man tæt sammen, laver ting sammen, vi er nærværende med hinanden og får mange gode stunder, oplevelser og snakke sammen.

Lørdag formiddag tog vi mod Skifjeldet øst for Skien. Her tog vi den meget flotte og noget krævende vandrerute mod Vealøs-Tårnet på toppen 500 meter over havets overflade. Vi fik hurtigt varmen på de op mod 20 % stigninger på den ca. 4 km vandretur, også selvom der var mellem 5 og 10 minusgrader.

“Engang ville jeg stige højt, for at se dybt i mig selv”
– Reinhold Messner, bjergbestiger

Selvom dette citat var det mest talte fra mine sønner: “Far, er vi der snart?”

Med små hvis undervejs nåede vi den kolde top ca. halvanden time senere. Belønningen kom som altid til de vedholdende og tålmodige på toppen af bjerge og fjelde. En fantastisk udsigt ud over det Norske Sørlandet. Nogle af fjeldene i det fjerne (vest), var der allerede sne på toppen. Nordmænd er sgu nogle meget friske mennesker. Vi mødte mange langrendsløbere (dog uden ski), løbere, mountainbikere, hurtigvandrere m.m. på vores tur. Jo det er helt tydeligt, at nordmænd/-kvinder er det mest aktive folk i hele Europa, måske verden. Efter en kop kaffe, noget chokolade, æbler og bananer var det vores tur til at være aktive igen. Nedstigninger går naturligvis noget nemmere, men til gengæld er det noget hårdt for knæene at gå nedad.

Vi havde mange spændende filosofiske betragninger og diskussioner “downhill”. Her var vi tæt på essensen i livet. Vi havde hinanden, fysisk udfoldelse, tæt ved naturen og ikke mindst os selv.

På mange måder blev dette en mindre pilgrimstur for os. Alle de små essentielle livsvigtige livsanskuelser, følelser og tanker kommer frem, når der er tid og omgivelser til det. Vores livsnerver blev bundet sammen, synliggjort og harmoniseret. Alt sammen takket være naturen, nærværet og 100% kropslig livsudfoldelse sammen.

Efter fjeldturen tog vi til byen Skien, 7 km nord for Porsgrunn. Ifølge min broder, så konkurrerer de to byer om at være mest bedst og mest attraktiv på alle områder. Dette kan man jo kun være tilfreds med som turist, for de to byer fremstår meget hyggelige, smukke og velorganiserede. I Skien skulle konen have den berømte Skien-garn til at strikke en dejlig uldtrøje og drengene havde som en ekstra gulerod til fjeldvandringen fået lovning på en MacDonaldstur.

Herefter måtte vi tilbage til “Kulde-hytten”, som i mellemtiden var blevet varmet godt op at brændeovnen, for at modtage farfar og Connie, som havde taget turen med færgen, Hirtshals – Larvik. De skulle naturligvis også med til Navngivningen i morgen Søndag. Lørdagsaftenhyggen blev ikke skabt af selve VM-Playoff-kvalifikationskampen mellem Danmark og Irland. Den burde faktisk slet ikke blive nævnt her…….

Det var altså ikke en almindelig barnedåb, vi skulle til. Det var en navngivning, som Human-Etisk Forbund i Norge står for. Det er en fantastisk ikke-religiøs humanistisk forening som er ret stor i Norge. De holder mange uformelle smukke ceremonier lige fra navngivning til begravelser.

Sådan en forening har vi også i Danmark. Den er desværre og underligt nok ikke så udbredt som i Norge. Man skulle ellers tro at i ateistiske Danmark ville Humanistisk Samfund være mindst lige så stor som i Norge, men sådan er det ikke…..endnu. Humanistisk Samfund er en søsterorganisation af den i Norge.

Det blev en fantastisk smuk ceremoni søndag formiddag, selvom mange af de små nye verdensborgere havde svært ved at holde masken undervejs.

Herefter stod den på hygge resten af dagen hold min norske svigerindes familie i Porsgrunn. Skønt at opleve den norske kultur helt tæt på i deres eget land og hjem.

Almas (min niece) navngivningsdag blev i sig selv en skøn pilgrimsfærd i det livsbekræftende og mellem to forskellige men alligevel tætte kulturer, den danske og norske. Sikke en venlighed, gæstfrihed, varme og interesse, vi har mødt fra alle nordmænd, vi har mødt heroppe. Heya Norge.

Trætte og eftertænksomme tog vi os tid til et spil Røvhul, da vi var kommet tilbage til vores lille hyggelige og nu opvarmede hytte tæt på Eidanger Fjorden.

Det var en ren Flow-dag. Havde både held i livet, kærligheden og kortspil. Var præsident over flere valgperioder ;o).

Nothing last forever. Det gjorde denne tur desværre heller ikke. Mandag morgen var det afgang mod færgen fra Sandefjord til Strømstad. Denne gang var det heldigvis ikke fulde nordmænd, men derimod norske pensionister, der skulle til Sverige og handle STORT.

Det nederste billede er lidt interessant, fordi den venstre del af landskabet er norsk, og den højre halvdel er svensk. Færgen sejler nemlig ind til Sverige lige under den norske grænse.

Godt at jeg havde fået en god 10-timers nattesøvn inden de seks timers køretur ned gennem Sverige.

Tak til livet for en fantastisk Pilgrims-Navngivnings-Færd i det Norsk-Svenske.

Love and wisdom

Brian

 

 

 

 

 

 

 

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar