Health, Learning and development, Mindset, Psychology, Wellness

Din selvhelbredende krop 20 – Håbet

Håb helbreder

Der var en lille dreng ved navn Joe, der havde kræft i fjerde stadium. Joe, der aldrig havde mødt sin far, var midt i en aggressiv kemoterapi, da han skrev et bønfaldende brev til sin far og fortalte ham, hvor syg han var, og bad ham om at flyve til Florida, så de kunne mødes. Moren vidste, hvor han boede, og lovede at sende brevet, og til Joes store glæde skrev faren tilbage og lovede at komme og besøge ham på hospitalet for første gang i hans liv.
Mens Joe ventede på besøg fra sin far, reagerede hans kræft ikke særlig godt på behandlingen. Hans krop blev stadig svagere. Men Joe var optimist. Han troede på, at han ville komme sig af kræften og have resten af sit lange liv foran sig til omsider at lære sin far at kende, sådan som han havde fantaseret om, så længe han kunne huske.

Billedresultat for håb
På et tidspunkt begyndte Joes organer at lukke ned, og vi var sikre på, at enden var nær. Hans mor ringede til faren og bad ham om at komme hurtigt, og den nat fik Joe at vide, at hans far havde købt en flybillet og ville komme den følgende uge. Næste dag var Joes tilstand betydeligt forbedret. Han var oppe og gik omkring på afdelingen, hvor han begejstret fortalte alle sygeplejerskerne om sin fars forestående besøg.
Genforeningen skulle finde sted om lørdagen. Joe brugte hele ugen på at lave tegninger til sin far, skrive historier og øve sig på en sang, han kunne spille for ham på båndoptageren. Personalet var forbløffede over, hvor livlig Joe pludselig var i forventningen om sin fars besøg.
Fredag aften kunne Joe ikke sove. Vagtlægen udskrev til sidst en sovepille, så Joe ikke skulle være helt udmattet, når hans far kom. Lørdag morgen tiggede og bad Joe os om at lade ham komme ud fra hospitalet, så han kunne tage ud i lufthavnen og se sin far i samme øjeblik, han trådte ud af flyet. Men Joe havde stadig brug for sit drop, og lægen ville ikke lade ham tage af sted. I stedet holdt Joe vagt i gårdhaven foran hospitalet i en kørestol forsynet med stativ til den intravenøse kemoterapi. Der sad han og ventede sammen med sin mor og holdt udkig efter taxaen, der skulle ankomme med hans far.
Farens fly var sat til at lande klokken to om eftermiddagen. Lufthavnen lå ikke langt væk, så faren burde ikke komme senere end halv fire. Men halv fire kom og gik. Joe ventede. Og ventede. Og ventede. Men hans far kom aldrig. Hans mor ringede til ham, men ingen tog telefonen. Joe indtalte beskeder, men ingen ringede nogensinde tilbage.
Joe blev ved med at insisterede på, at hans fars fly var blevet forsinket, eller at han bare sad fast i trafikken. Men hans mor havde tjekket flyet, og det var landet planmæssigt. Joes mor prøvede at forklare ham, at hans far ikke var ret moden og ikke anede, hvordan han skulle være en far. Men Joe købte den ikke. Han var sikker på, at hans far ville komme. Intet kunne rokke hans tro.

Billedresultat for håb
Der var stor travlhed på sygehuset den nat og lægerne var bekymret for Joe, men måtte styrte rundt og tage imod nye indlæggelser på børneafdelingen. Da klokken omsider var blevet elleve om aftenen – otte timer efter at hans far skulle være ankommet – lykkedes det Joes mor at overtale ham til at vende tilbage til sin stue. Joes kørestol trillede gennem gangen, en læge gav jeg ham et knus, og Joe begyndte at græde og fortælle, at hans far ikke var kommet, som han havde lovet. Hele afdelingen – sygeplejerskerne, lægerne og Joes mor – havde tårer i øjnene, da vi så Joes lille tynde krop ryste af gråd.
På et tidspunkt omkring midnat faldt Joe omsider i søvn.
Fem timer senere var der stadig stor travlhed på gangen, så bliver der kaldt over højttalersystemet: „Nioghalvfems, Doktor Hjerte“ – den hemmelige kode for en patient, der skulle genoplives. Nogen var ved at dø.
Selv om Joe havde haft det godt natten inden, holdt han op med at trække vejret, og lægernes forsøg på at genoplive ham slog fejl. Joes far kom aldrig – selv ikke da Joes mor modvilligt inviterede ham til begravelsen.
Man kan sige, at håbet havde holdt Joe i live – så kraftig en virkning kan optimismen have.
Hvor Joes historie om et forgæves håb har en trist slutning, så endte Marias historie om, hvordan håbet kan helbrede, til gengæld lykkeligt. Maria var otte år gammel, da hun fik konstateret en form for leukæmi, som lægerne anbefalede at behandle med giftige doser af kemoterapi efterfulgt af en knoglemarvstransplantation. Men man kunne ikke finde en passende donor. Så Marias forældre traf den radikale beslutning at undfange et barn i håb om, at en søskende til Maria ville have den rigtige knoglemarv.
Mens Marias mor var gravid, behandlede lægerne Maria med lavere doser kemoterapi, som de mente kunne holde leukæmien i skak, men uden at helbrede hende. Målet var at holde hende i live, indtil barnet blev født, så man ved fødslen kunne tage blod fra navlestrengen, screene det og forhåbentlig bruge det til transplantationen.

Billedresultat for storesøster
Maria, der altid havde ønsket sig en søster eller bror, var lykkelig for, at hendes mor var gravid. Selv om kemoterapien gjorde hende svagere, var hun i højt humør, og hun fortalte alle sygeplejerskerne, at hendes kræft ville forsvinde, så hun kunne være en god storesøster. Sygeplejerskerne nikkede samtykkende, fordi de ikke ville tage håbet fra hende eller ødelægge hendes optimisme, selv om blodprøverne viste, at der stadig var kræft.
Maria klarede kemoterapien godt, og et par måneder senere begyndte hendes blodtal til lægernes overraskelse at blive meget bedre, end de havde forventet med de lave doser kemoterapi, de brugte.
Da babyen blev født, var Maria til stede på stuen udstyret med en dragt, der skulle beskytte hendes skrøbelige og modtagelige krop mod infektioner. Da hun holdt sin nye søster i armene, var alle de tilstedeværende dybt rørt.
Men blodet fra navlestrengen, der blev samlet op under fødslen, var ikke tilstrækkelig nært beslægtet med Marias. Marias forældre var sønderknuste, men Maria sagde, at de ikke skulle bekymre sig, for hendes kræft var forsvundet, og hun havde ikke længere brug for knoglemarvstransplantationen. Hendes kræftlæger rystede på hovederne. Det var umuligt, sagde de. De doser af kemoterapi, hun havde fået, var ikke store nok til at føre til helbredelse.
Men det viste sig, at Maria havde ret. Man kunne ikke finde noget spor af kræft i den næste række af prøver. Selv om nogen vil indvende, at de lave doser af kemoterapi helbredte hende, tror jeg, at det var håbet og optimismen.

 

Love and wisdom

Brian

 

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar