Health, Learning and development, Mindset, Psychology, Wellness

Din selvhelbredende krop 21 – Hjælpeløshed og sygdom

Hjælpeløshed og sygdom

Martin Seligman hævder, at det, der skiller pessimisterne fra optimisterne, er noget, han kalder for „tillært hjælpeløshed“. Når tingene ikke går, som vi håber på, så føler vi os alle – både optimister og pessimister – midlertidigt hjælpeløse. Hvis din kæreste slår op med dig, din chef giver dig en fyreseddel, din kone dør, dit barn bliver kidnappet, eller du får en kræftdiagnose smidt i synet – så bliver luften slået ud af dig, og du vil sandsynligvis opleve negative følelser som tristhed, vrede, bekymring og frygt.
Men når der sker noget dårligt, er forskellen mellem optimister og pessimister, at optimisterne begynder at overvinde det med det samme. Noget i dem ved, at de altid vil lande på fødderne, også selv om de lige nu er i frit fald. Optimister kan føle sig demoraliserede og endda midlertidigt nedtrykte, men de rykker sig selv ud af det, ryster støvet af sig og vender tilbage til deres vane med at glæde sig over livet.

Billedresultat for hjælpeløshed
Pessimisterne bliver derimod ved med at føle sig hjælpeløse gennem længere tid, hvilket ofte uddybes til en fuldt udfoldet klinisk depression. Undersøgelser viser, at når det går galt for pessimister – i forhold, forretninger eller opnåelsen af personlige mål – så føler de sig hjælpeløse, fordi det opleves, som om den negative situation vil vare ved for evigt, vil ødelægge alt og er opstået som følge af deres indre, personlige fejl. Med tiden indlærer de en hjælpeløshed, der efterlader dem i kulkælderen – og tit i lange tidsrum. Vi har længe vidst, at negative tanker og stressfaktorer kan gøre os syge, og forskerne mener, at de negative forestillinger påvirker kroppen ved at udløse stressresponset, lukke kroppens naturlige mekanismer til selvhelbredelse ned og gøre den modtagelig for sygdom.

Immunresponset og hjælpeløshed

I et forsøg på at kaste mere lys over mekanismen bag, hvordan hjælpeløshed kan hænge sammen med sygdom, har Madelon Visintainer, en af Seligmans kolleger, udført en undersøgelse på tre grupper rotter. Den første gruppe fik et mildt elektrisk stød – men et stød, rotterne kunne undgå, hvis de lærte sig hvordan. Den anden gruppe fik et mildt stød, de ikke kunne undslippe, hvilket gjorde dem hjælpeløse. Den tredje gruppe fik ikke noget stød.
Før Visintainer begyndte at give de stakkels rotter stød, overførte hun nogle få kræftceller til flanken på hver enkelt rotte. Kræften var af en art, der uundgåeligt ville tage livet af rotten, hvis dens immunforsvar ikke kunne bekæmpe den. Visintainer kontrollerede omhyggeligt det antal kræftceller, hun overførte, så hun kunne forvente, at cirka halvdelen af rotterne under normale omstændigheder ville være i stand til at afvise svulsten og overleve. Den anden halvdel ville bukke under og dø.
Alle ydre omstændigheder var under fuldkommen kontrol – rotternes kost, hvordan de blev opbevaret, belastningen fra kræften. Den eneste forskel mellem de tre grupper rotter var deres psykologiske situation. De rotter, der fik stød, de kunne undgå, regnede hurtigt systemet ud og undgik til sidst at få stød. De rotter, der fik stød, de ikke kunne undgå, lærte derimod at være hjælpeløse. De rotter, der ikke fik stød, passede bare sig selv uden at skulle regne noget ud eller opleve traumet ved at få stød.
Som forventet var 50 procent af de rotter, der ikke fik stød, døde efter en måned, mens de resterende 50 procent overvandt kræften. Men interessant nok var 70 procent af de rotter, der fik stød, de kunne undgå, og lærte at regne systemet ud, i stand til at bekæmpe svulsten, hvilket gav dem en overlevelsesfordel i forhold til de rotter, der ikke fik stød. De rotter, der ikke kunne undgå at få stød, endte imidlertid med at være ligeglade og hjælpeløse, og kun 27 procent af dem overvandt kræften. Herudfra kunne det konkluderes, at vores følelse af at have kontrol, af at kunne undgå at blive gjort til ofre og af håb i forbindelse med vores oplevelser – navnlig de traumer, vi kommer ud for – kan påvirke, om vi bliver syge eller holder os raske.
På baggrund af disse data konkluderede forskerne, at den tillærte hjælpeløshed hos de rotter, der ikke kunne undgå at få stød, havde undertrykt det immunrespons, som man ved, kan bekæmpe kræftceller i den slags svulster. Yderligere undersøgelser af de hjælpeløse rotter viste, at de uundgåelige stød netop svækkede immunforsvaret. De hjælpeløse rotters T-celler delte sig ikke længere og gik ikke i gang med at bekæmpe kræftcellerne, som de skulle, når de stødte på de indtrængende fremmedlegemer. De naturlige dræberceller, der også er vigtige i bekæmpelsen af kræft og andre fremmedlegemer, mistede deres naturlige evne til at dræbe. Alt i alt bekræftede undersøgelserne det, forskerne havde haft mistanke om. Psykiske tilstande kan direkte påvirke, om man er i stand til at afværge en sygdom eller ej – i det mindste ved de sygdomme, hvor immunforsvaret spiller en rolle, hvilket er tilfældet for mange typer af kræft.
Dette kan forklare, hvorfor optimister er sundere end pessimister. På grund af deres sundere måde at forklare tingene på, når de møder negative situationer her i livet, har optimisterne lettere ved at lære at tilpasse sig på en sund måde, når de reagerer på livets knubs, hvilket gør dem immune over for tilstande af hjælpeløshed. Pessimisterne oplever derimod, at livets knubs er uundgåelige, og de bliver deprimerede og får svækket deres immunforsvar ligesom de ligeglade og hjælpeløse rotter. Over et helt liv kan færre episoder med tillært hjælpeløshed bevare immunforsvaret stærkere, reducere stressresponser og deres negative konsekvenser for helbredet og dermed også mindske risikoen for sygdom.

Kontrol som et middel mod hjælpeløshed

Hvis rotter kan bekæmpe kræft ved at have bedre kontrol over deres omgivelser, har man så bevis for, at det samme gælder for mennesker? Forskerne var nysgerrige efter at vide, om tillært hjælpeløshed kunne modvirkes ved at øge følelsen af at have kontrol, valgmuligheder og personligt ansvar. De arbejdede derfor med beboerne på et alderdomshjem og arrangerede en undersøgelse, der kunne vise, om beboernes fysiske helbred responderede på positive forandringer på hjemmet.

Billedresultat for initiativ
De inddelte alderdomshjemmet i to grupper – stueetagen og overetagen. Alle beboere fik mulighed for at få glæde af de nye tilbud på hjemmet – omelet i stedet for røræg, filmaften på onsdage eller torsdage og planter at glæde sig over i deres egne rum, hvis de ønskede dem. Men for at få gavn af fordelene blev beboerne i stueetagen pålagt ekstra valgmuligheder og ekstra ansvar: De skulle selv vælge, hvilken slags æg de ønskede, melde sig til enten onsdage eller torsdage og vande deres egne planter.
Beboerne på overetagen nød godt af de samme fordele, men fik ikke valgmuligheder eller noget personligt ansvar. De var underlagt en fast plan, der dybest set efterlod dem hjælpeløse. Mandage, onsdage og fredage var omelet-dage, og tirsdage og torsdage var rørægdage. Der blev fastlagt en filmaften, uden at de fik noget valg. De skulle hverken vælge eller vande deres egne planter.
Halvandet år senere konstaterede forskerne, at beboerne i stueetagen, der havde valgmuligheder og personligt ansvar, var mere aktive og gladere, ligesom dødeligheden var mindre for dem end for overetagens beboere i løbet af forsøgsperioden. Det viser sig altså, at det at kunne vælge, at have personligt ansvar og føle sig nyttig er godt for helbredet – formentlig fordi det gør os gladere, hvilket gør det lettere for kroppen at helbrede sig selv.

 

Love and wisdom

Brian

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar