Når man har en forstrækning i baglåret og et Eremitageløb d. 8. oktober og et 50 km trailløb d. 22. oktober, der faretruende nærmer sig, så kan man godt blive lidt smådesperat. Det handler jo om at få kilometer nok i benene, og hvordan får man det når man er skadet?

Nu er der jo mange former for skader, men de fleste kommer du dig faktisk hurtigst over, hvis du holder kroppen i tilpas gang. Tilpas gang betyder, at når du holder kroppen i gang, så må du ikke belaste kroppen så meget, at du forværrer skaden. En god rettesnor her er, at du ikke skal lave bevægelser, der gør decideret ondt. Så er der ingen fremskridt.

Nu har jeg efterhånden haft mange forskellige skader. Især forstrækninger, fibersprængninger og endda muskelsprængninger. Fibersprængninger kan tage flere uger at komme sig over, hvor det går noget hurtigere med forstrækninger. Her er muskelfibrene nemlig ikke overrevet. Men samlet for begge er at du kommer dig bedst over en forstrækning og fibersprængning med enten at gå eller løbe ture. Det må for alt i verden bare ikke gøre ondt. Du må godt kunne mærke dit beskadigede sted, og det må også godt trække lidt i det, men det må for alt i verden ikke gøre ondt. Så gør du bare skaden værre.

Nå men det er efterhånden 14 dage siden at jeg fik min forstrækning, og det var faktisk en træthedsforstrækning. Dvs. at jeg dagen forinden havde været ude at cykle ca. 50 km i “orkan-modvind”, så mine ben var rette trætte. Men jeg skulle ud at løbe 15 dagen efter, og dette var min efterhånden gamle krop slet ikke klar til. En af udfordringerne ved at blive ældre er, at restitutionstiden bliver længere og længere. Det mærker man tydeligt ved, at før hen så kunne man være ret muskeløm (restitutionstegn) dagen efter en præstation. Nu er jeg først muskeløm to dage efter en hård præstation.

Beslutningen om hvor og hvordan der skulle løbes kom ved tre forskellige faktorer. Det skulle være et skånsomt løb, jeg skulle løbe mine nye trailsko til og jeg skulle ikke for langt væk pga. risiko for tordenvejr. Derfor blev det græsløb på den fodboldstadion, som jeg efterhånden har brugt flere tusinde timer på at træne forskellige fodboldhold.

Græsløb er desuden fantastisk skånsomt og styrken på samme tid for dine fodled, knæled og hofteled. Derudover er det også godt for ryggen, da du ikke får så mange stød op gennem benknogler til rygsøjlen som ved fx asfaltløb.

Det er altid en god ide, skadet eller ikke skadet, at starte sin løbetur med at gå. Her kan man gradvist øge sit tempo, så begynde at lunte og til sidst i det tempo, man vil løbe i.

Jeg gik den første km med øget tempo for at komme til boldbanerne. Jeg vidste godt at det ville blive ret kedeligt bare at løbe rundt om diverse fodboldbaner, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at variere løbet så meget som muligt.

Udfordringen med en skade er, at man naturligvis hurtigst muligt vil over den. Det er røvsurt at være skadet, og man vil bare være klar igen. Derfor er det uhyre vigtigt, at have fokus på, hvad der er bedst for dig nu og her. Især hvis skaden ikke lige umiddelbart fortæller dig, at den er der, så kan man nemt komme til at udfolde sig som man plejer. Jeg skal hele tiden fortælle mig selv, at nu skal du løbe helt stille og roligt, og at du er i en restitutionsfase lige nu. Derudover er det også en udfordring ikke at komme til at kompensere for meget, da du så ret nemt kan komme til at få en ny skade. Kroppen er ekspert i ikke at ville føle smerte, derfor er det en naturlig mekanisme, at den forsøger ikke at opleve smerte ved at lade andre muskler tage over for den “dårlige” muskel. Dvs. at du meget nemt kan komme til at overbelaste andre muskler, og at du også løber skævt. Denne mekanisme er meget svær at modvirke. I mit tilfælde må jeg hele tiden prøve at løbe så afslappet og lige (afstemt) som muligt, fordi jeg kan mærke at min krop prøver at skåne mine højre hasemuskler (der forstrækningen er) så meget som muligt.

Den halvhindede, den halvsenede og den tohovede hasemuskel

Latinske navne: m. semimembranosus, m. semitendinosus og m. biceps femoris

Øj det bliver til mange omgange. Godt græsset er grønt, himlen blå…ind i mellem og dræbersneglene brune. Jeg dræber selv den ene kilometer efter den anden.

Dejlige solstråler indimellem varmer godt, især nu når tempoet ikke kan være så højt. Når man sveder en del og man ikke kan holde tilpas gang i kroppen, kan man nemt komme til at fryse. 5, 5, 5, 6, 6, 6, 6, 7, 7, 7, 7, 7……km “dræbersnegler” sig af sted, men endelig er jeg i mål. Jeg havde besluttet mig for, at hvis benene holdt, så ville jeg passere de 10 km. Yes I did it.

Selvom jeg er ret træt af mine skadesplagede ben, så fortjener de alligevel et velfortjent billede efter godt stykke arbejde…….på trods af lorteskade. Og skoene….helt perfekt.

Love and wisdom

Brian